Nordisk pop har fået en heftig relevans igennem ’00′erne, takket være en vibrerende scene i konstant udvikling. Størst og vigtigst fremstår svenske Robyn, der sagde Konichiwa Bitches til pladeselvskabernes package-deals og endte op som uforgængelig popstjerne på sine egne præmisser.

En ofte overset artist i den nordiske pop-bølge er norske Anne Lilia Berge-Strand, bedre kendt under kælenavnet Annie. Hendes debutalbum, det fiffigt betitlet Anniemal, fra ’04 kan let kategoriseres som et af det sidste årtis bedste pop-plader. Albummet indeholder simple og ligefremme følelser, som vi alle kan relatere til, præsenteret i en uimodståelig indpakning af fængende electropop. Et drivende værk, der gjorde menneskelighed til en vigtig bestanddel af poppens konstant foranderlige kultur.

Annie startede sin karriere som DJ i Bergen og udviklede sig senere til sanger-sangskriver med hjælp fra produceren Tore Korknes aka Erot, som hun også udviklede et romantisk forhold til. Skæbnen havde imidlertid andre planer og efter udgivelsen af Annie’s 1. single, den house-influerede ‘Greatest Hit‘, døde Erot af hjerteproblemer kun 23 år gammel. Karrieren blev sat på standby for en kort stund, men snart allierede Annie sig med den britiske hitliste-sangskriver Richard X, finske Timo Kaukolampi og ikke mindst Röyksopp, og grundlaget for Anniemal var lagt.

Annie’s muiskalske univers af house-influeret electropop, bindes nydeligt sammen af ovennævnte produceres distinktive input. Detaljerne er varierede, omend aldrig kalkulerede – om vi taler minimalistisk rumlende bass-elementer, dirrende synths med højt til loftet eller underspillede post-disco infiltrationer – er alting nøje afbalanceret og komplimenterer på den måde Annie’s yderst lyse, omend afdæmpede stemme.

Netop Annie’s stemme gør -mal til en unik lytteroplevelse. Hendes hæse, afdæmpede røst skaber en omtumlet atmosfære. Hendes sange er for det meste selvsikre og legesyge, ex på den over-the-top catchy ‘Chewing Gum‘, hvor Annie giver romantiske råd til sig selv. Det er imidlertid en skjult melankoli i hendes levering, der skinner igennem flere steder på pladen. Hendes vokal ender visse steder på hviskestadie når sangens natur kommer for tæt på. Annie dyrkede poppens enevældige melankoli før det blev en selvfølge. Jeg tvivler på at Kanye nogensinde har lyttet til Anniemal, men parallellerne imellem Annie’s ligefremme udlevering og 808s & Heartbreak‘s nedbarberede følelses/væmmelsesregister, er til tider tankevækkende. Sårbarheden er fremtrædende begge steder, men hvor West til tider virker dvælende i sin selvlede, omvender Annie sine sorger til glæder, hiver sig selv op ved hårrødderne og begiver sig videre, bedst demonstreret i den livsbekræftende ‘Heartbeat‘.

Anniemal er en manifestering af hvad pop gør, når det er allerbedst: Det er på kanten af sine følelser. Det er nervøst, overvældet, forelsket, listigt, sexet, skyldigt, opofrende. Det er en elementær sammensætning af hvad livet dybest set består af. Det skærer ind til essensen og giver nyt liv til verden omkring sig. Det er vellydende menneskelighed, destilleret til en konstant foranderlig kultur. . Annie’s got the greatest hit.

Amazon | iTunes