Den kritikerroste britiske kunstner, Dave White, er efter et års fravær igen at finde i den danske hovedstad; eller rettere hans kunst er. På omtrent samme tidspunkt på året sidste år fik Galleri Jules Julian besøg af maleren i egen høje person, som dengang benyttede lejligheden til at fremvise sine lette penselstrøg under serien “Americana”, hvor “cowboydere“ og indianere kæmpede om opmærksomheden fra hver sin væg. Denne gang er det alleslags truede dyrearter, der pryder de hvide vægge i Palægade. Serien har navnet “Natural Selection” og skildrer alt fra bjerggorillaer til truede fuglearter fra Amazonas regnskove. Udstillingen løber fra den 7. september til 13. oktober, og hvis ikke den kommende måned står på marathonvinsmagning med prinsgemalen, findes der næppe nogen gyldig undskyldning for ikke at kigge forbi og lade sig imponere. Galleri Jules Julian er beliggende i Palægade 7.










