“If what I am is what I am, cause I does what I does”

Fiona Apple er en af nutidens mest bemærkelsesværdige og talentfulde “popstjerner”. En inspireret artist og sangskriver, der balancerer på randen af gennemslagskraft og sammenbrud. En kreativ sjæl, forvirret og på samme tid i konstant udvikling. Apple’s talent er kompromisløst – hvor ofte er det man kan sige det om kunst  i den moderne verden?

Det er sikkert faded i manges optik, men Apple var i sidste del af 90′erne en af verdens absolut hotteste artister. Debutalbummet Tidal, barn af post-grunge scenen, var en millionsælgende success, heftigt bakket op af den kontroversielle single ‘Criminal‘. Apple beskrev selv sangens tema som at:  ”. .Feeling bad for getting something so easily by using your sexuality“. Et stærkt, ligefremt budskab prædiket med et overlegent engagement fra en pige, der endnu ikke var fyldt 20.

Apple vandt overraskende en VMA for Best New Artist i ’97 på baggrund af ‘Criminal‘. Hendes takketale var improviseret, infamøs ligefrem og er af MTV blevet kategoriseret som: “. .One of the most ridiculous soliloquies ever to be witnessed at an MTV Awards event“. Apple statuerede i talen: ”Everybody watching this world – This world is bullshit. And you shouldn’t model your life on what you think that we think is cool and what we’re wearing and what we’re saying and everything. Go with yourself“.

talen kom fra en kunstner, der ønskede at blive hørt. Hørt for sine holdninger, hørt for at blive respekteret for hvem man er og hørt for at skabe et bredere perspektiv. Talen var på én gang en kontroversiel fuck-finger lige i synet på MTV-kulturen, men samtidig også en kanalisering af ønsket om at gøre en forskel. Det var et uventet udbrud af menneskelighed, placeret i midten af et opstadset, kalorielet plastik-awardshow. Uden tøven et definerende øjeblik i moderne popkultur. Apple var ‘Born This Way‘-prædikant, før Lady Gaga omformede intrigant pop-selvsikkerhed indtil en pompøs pengemaskine.

Den meget omdiskuterede tale blev et definerende punkt i Fiona Apple’s karriere og kunstneriske fremtoning. Hun har senere udtalt sig om episoden til Rolling Stone: “I just had something on my mind and I just said it. And that’s really the foreshadowing of my entire career and my entire life. When I have something to say, I’ll say it“.

Fiona Apple fulgte senere op med 2 albums: Opfølgeren til debuten, med den rekordlange titel When the Pawn… (Læs den fulde titel her) fra ’99 og den mystificerede Extraordinary Machine fra ’05. Begge plader fandt behersket success, omend Apple har oprethold en stor fan-base og kritisk anderkendelse. Musikken har bevæget sig fra det mere alternativt rocket, over til jazz-inspireret pop med baroque-elementer. Udgangspunktet er imidlertid altid klaver-baseret sangskrivning, der går i kødet på kærlighedens mange facetter og generel desorientering i livet. Hvad der altid kendetegner Apple’s musik, er en hudløst ærlig udlevering, hvis følsomhed og intensitet bliver hængende lang tid efter endt gennemlytning.

Hvad der skiller Fiona Apple ud fra mængden er ikke ønsket om at skille sig ud: Det er faktummet at hun skiller sig ud og står ved det. Hendes musik behøver ikke unødigt opstadset arrangementer eller pompøse selviscenesættelser. Hendes musik har aldrig været en kritik af nogle form for udtryksmåde eller haft ønsket om kommerciel crossover appeal. Grunden til at Fiona Apple er noget for sig, er fordi hun er sig selv i alt hvad hun foretager sig, hvilket hun formår at kanalisere udi sin kunst. Det er måske ikke altid “rart” eller “hyggeligt” at lytte til, men vi får hendes følelser serveret usødet. Kompromisløs, progressiv underholdning i sin mest umiddelbare form. En tiltrængt selvstændighed, der på alle måder er bemærkelsesværdigt passioneret og inspirerende for alle, der har lyst til at lytte - Go with yourself!

Fiona Apple’s nye album The Idler Wheel… er yderst anbefalelsesværdigt og kan erhverves via amazon her eller iTunes her.