Dawn Richard var først medlem af Danity Kane og senere Diddy’s, overraskende kreative, electro/R&B-projekt Diddy-Dirty Money. Efter et længere efterspil med Bad Boy Records, er den ambitiøse sangerinde gået solo med eget pladeselvskab i ryggen og er klar med EP’en Armor On. Hvad der for alvor skiller Dawn ud fra mængden er imidlertid hendes ligefremme sangtalent og evne til at fremstille nådesløse kærlighedssituationer i et insisterende emotionelt lys. Tilsæt dertil et eventyrlystent sonisk lydbillede, der trækker inspirationer fra house-musikkens bearbejdede kick-drum rytmer. Og nej, vi snakker ikke David Guetta’s kommercielle “klinisk-renset-for-dybde-og-mening” 4/4 lyd. Tænk Daft Punk anno mesterværket Discovery og ‘Digital Love‘, tilsat R&B’ens tyngde i form af Richard’s overlegne harmoniserende bearbejdelser af kærlighedens løfter og bedrageri, og du har et af årets absolut bedste plader indenfor sin genre.
Armor On er udgivet som en EP, men med en spilletid på 36+ min, er her mere tale om et minialbum og fuldendt værk. Sangene, iøvrigt alle skrevet af Dawn selv, opererer som en fremstilling af forholdet imellem menneske og maskine, til at skabe en mini-odyssé om kærlighedens sorger, tab, besættelser, trods og kapitulationer. Konceptet kunne minde en anelse om hvad svenske Robyn satte i fokus på det fremragende pop-album Body Talk Pt. 1, alligevel er Richard’s udgangspunkt på sit eget plan langt mere komplekst. Hendes stemmeføring er absolut a-game, hvilket skaber en yderst intens stemning. Fra ‘Black Lipstick‘s drum’n'bass-beat og Dawn’s sammenvævede harmoniseringer til ‘Automatic‘s groove-baseret sensuelle insisteren: Du lytter intenst, ganske simpelt fordi stemmen gør krav på din opmærksomhed.
Det absolute højdepunkt opstår i ‘Change‘s synkoperede house-rytmer og Richard’s romantiske tilkendegivelser: “Need to start showing him every day / If he was Religion, I’d be the faith“. Lige præcis den linje er den bedste beskrivelse du kan få af Armor On – Dawn dyrker en absolutisme, der er ret unik i R&B-sammenhæng.
Ligesom Frank Ocean, serverer Dawn Richard sit eget unikke tag på en genre, der i lang tid føltes idéforladt og generelt klichéfyldt. I stedet for at overgive sig til nutidens kommercielle dance-pop landskab, kreerer sangerinden sit helt eget rørende univers. House-musikkens repeterende rytmer parret med R&B’s hjerteskærende emotionalitet, har sjældent lyt så insisterende som her. Derfor er Armor On også en af årets mest eventyrlystne og relevante udgivelser.
Køb Armor On via iTunes her.

1 comment
Wild N’ Faith | Superbial says:
Aug 29, 2012
[...] har udviklet et effektivt crush på amerikanske Dawn Richard via Superbial og med god grund: Den lovende superstjerne har en ambitiøs artistisk vision og talenterne til at [...]