For noget tid siden fremhævede jeg danske Mother Lewinsky og deres stryger-ladet, alternative pop i form af livevideoen til den fremragende ‘Some Kind of Fight‘. Roserne og omtalen er siden væltet nedover bandet og nu er førstesinglen klar, ‘Like a Love Letter‘, der udover bandet selv gæstes af Martin Sandberg (Vinnie Who), Kristian Paulsen (Ice Cream Cathedral) og Lars Bech Pilgaard (SVIN og Among Relatives). Sangen omhandler den udefinérbare periode inden et kærlighedsforhold for alvor begynder og er skåret efter en mere ‘klassisk’ bandskabelon, omend strygerne stadig er fremtrædende i lydbilledet. Dette ændrer imidlertid ikke ved bandets iørefaldende, ambitiøse og meget distinktive lyd, der markant skiller sig ud fra resten af den danske musikbranche. Der er et stort og umiddelbart hit-potentiale ved Mother Lewinsky og jeg er mere end spændt på at høre, hvad fremtiden vil bringe fra projektet. Personligt har jeg valgt at kalde dem for DK’s (omvendte) svar på Dexy’s Midnight Runners – Mother Lewinsky har alt hvad der skal til, for at ‘stryge’ sig vej til toppen.