Der findes mange typer af Nas-fans. Det er dem der mener, at han aldrig har udgivet et svagt album. Der er dem der mener at han kun har udgivet ét godt album, nemlig klassikeren Illmatic fra ’94. Der er dem der mener, at han udgiver ét godt album for hvert årti. Jeg er ikke enig med nogle af disse grupper, idet jeg finder det svært at se verden i absolutter. Jeg er imidlertid enig i at hans nye album med den optimistiske titel Life Is Good, rangerer iblandt hans bedste materiale til dato.
Hvad er det der gør, at Life Is Good lige er den tand bedre end ex Hip-Hop Is Dead fra ’06 eller det misforståede “protestalbum” fra ’08? Sagen er den, at Nasir Jones denne gang lyder yderst fokuseret. Han modsiger ikke sig selv længere. Inspirationen til albummet er hentet i skilsmissen fra den Bossy R&B-sangfugl Kelis, hvilket adresseres på såvel albumcover som albumlukker ‘Bye Baby‘. Resten af albummet er lyden af en moden rapper, der har genfundet sig selv. Nas har endelig forstået at han ikke behøver at redde verden; Han opnår langt mere, ved at sætte fokus på sig selv og sine livsfilosofiske rim, der er en anden realitet værdig.
Højdepunkterne er mange og tæller ikke mindst ‘A Queens Story‘ (en af hans bedste sange til dato), ‘Accident Murderers‘ (med pladens eneste gæstevers, serveret af en yderst veloplagt Rick Ross), den maniske ‘World’s an Addiction‘, ‘Cherry Wine‘ (med afdøde Amy Winehouse), ‘The Don‘ og ‘Daugthers‘, en velformuleret dedikation til faderskab. Eneste fejlslag en den ellers .Superbialt-betitlet ‘Summer On Smash‘, der som sådan har hit-potentiale, men også er komplet ligegyldig. Swizz Beatz har ramt et nyt lavpunkt med denne produktion og er snart mere will.i.am flødebolle, end kompetent hit-smed. . Blah!
Ser man bort fra dette enkelte ‘fejltrin’, er Life Is Good et af årets bedste plader og et must-have, til såvel sommer-soundtracket, som til den generelle, .Superbiale musikentusiast.
