Rick Ross er et statussymbol for hip-hop. Et symbol for motivation. En statusfigur for en livsstil af pure ‘self-believe’. En komplet dedikation til at skabelsen af en ‘larger-than-life’-persona. Planet Boss er et befriende univers at besøge, et sted hvor raps elite har råderum til at gøre og sige hvad de vil. Netop derfor er Rosay’s albums pure events og magtdemonstrationer i et skizofrent rap-game. Rick Ross er en ‘last of dying breed’ rapper, et throwback til en tid hvor rap-albums var massive blockbusters af ren og skær stuntin’. God Forgives, I Don’t er ment til at fungere som den ultimative manifestation af Ross’ takeover. It’s just different.
“If I die today remember me like John Lennon / Buried in Louis I’m talkin’ all brown linen / Make all of my bitches tattoo my logo on they titty / Put a statue of a nigga in the middle of the city“. Rick Ross’ introduktion på Teflon Don‘s magtfulde album-åbner ‘I’m Not a Star‘ var ikke blot klassisk; Linjerne præciserer på fineste vis hvad the Boss står for som lyrikker. GFID starter ud med en anonym monolog, ‘Pray for Us‘. Udfaldet? Rick Ross har igennem hele sin karriere aldrig spurgt om lov eller bedt om en hjælpende hånd. Hvad der gør Rosay til ‘the hottest MC in game’, er netop hans kompromisløshed med hensyn til uprovokeret at køre sig selv i stilling som Boss. Han er bestemt ikke et lyrisk geni, men damn, han er god til at skabe et komplet musikalsk univers. Albummet starter ud på en misforstået note, men lad mig slå fast med det samme: GFID er en god plade, selvom det ikke er en klassiker.
Rick Ross har efter sigende ladet sig inspirere af Martin Scorsese på pladen, for på den måde at kunne skabe et konceptualistisk og dysterst musikalsk univers. En respektindgydende ambtiøs tilgang til projektet og albumtitlen er uden tvivl en af de mest gennemførte og gennemtænkte i længere tid. Ross formår desværre ikke at manifestere konceptet, hvilket er synd, for skitserne er lagt til et larger-than-life projekt, der potentielt kunne have gået over i hip-hop historien.
Det starter godt ud på albummets egentlige åbner ‘Pirates‘, hvor Ross statuerer: “Hallucination of money, while nigga’s stomach just rumble / Had to fuck with the Haitians and break a kilo to crumbles“, over et fremragende orkestreret backdrop. Manden har med stor sandsynlighed aldrig været tilknyttet nogen decideret form for ulovligheder i sit liv, men når du er på planet-Boss, er det komplet ligegyldigt. Rick Ross har bygget en karriere i troen på sig selv og hvad er der egentlig galt i det? It’s Only Entertainment!
Apropos Jay-Z, så har Hova landet et vers på albummets mest omtalte nummer ‘3 Kings‘, hvor også Dr. Dre kaster med “stjernestøv”. Her fremstår akilleshælen ved GFID, idet Ross finder det nødvendigt at læne sig op af ‘kings’, for at kunne skabe en klassiker. Udfaldet er en moderat affære, der desværre vil blive husket bedst for Dre’s maniske – og komplet ligegyldige – promo: “YOU SHOULD LISTEN TO THIS BEAT THROUGH MY HEADPHONES“. Selv Hova fremstår mystisk diffus i sit freestyle-lignende vers på dette antiklimaks af et posse-cut.
Som nævnt tidligere, fokuserer Ross meget på sine inspirationskilder og derfor er lydensiden på GFID naturligvis inspireret af vintage-hip-hop. Udfaldet fungerer langt hen af vejen og er yderst velproduceret. Solo-cuts som ‘Ashamed‘ og ‘Amsterdam‘ er standouts, musikalsk såvel som lyrisk. Det Pharrell-producerede ‘Presidential‘ med Elijah Blake i falset er et af Rosay’s bedste tracks til dato og også ‘Ice Cold‘ med Omarion er herligt vellydende (langt bedre end det Usher-gæstet ‘Touch’N You‘). ‘Hold Me Back‘ og ‘911‘ er Lex Luger’sk trap-hop af bedste skuffe, imens ‘So Sophisticated‘ med talentet Meek Mill er overlegent flabet og lækkert Boss’d.
Højdepunkterne er det otte minutter lange, OutKast’d ‘Sixteen‘, der igen viser hvor genial Ross er til at udvælge beats (her serveret fra de faste samarbejdspartnere i J.U.S.T.I.C.E. League) og spejde de rigtige gæsteoptrædener. André 3000 har de senere år serveret solide gæstevers hos både Drake og Weezy, men daaamn! 3 Stacks overtager komplet nummeret og leverer et af sine mest passioneret vers til dato, hvis indleding lyder: “Summer ’88, or was it ’89? / Or was it winter-time? Ah, nevermind / I’m in my room, booming / Drawin’ LL Cool J album covers with Crayolas on construction paper / I’m trying to fuck my neighbor, I’m tryna hook my waves up / I’m tryna pull my grades up, to get them saddle lace ups“. Såre simpelt et af årets essentielle musikalske oplevelser. ‘Ten Jesus Pieces‘ er ligeledes overlegen med et superb Jeffrey Osbourne-sample, en sjældent reflektiv Ross og et passioneret gæstevers fra MMG-protegéen Stalley.
Hvad der ultimativt får GFID til at fremstå som vellykket og ikke gennemført, er revnerne i konceptet. ‘Maybach Music IV‘, der på ‘III’ blev gæstet af det vellykket diverse team-up Erykah Badu, T.I. og Jadakiss, fremstår sært malplaceret og Ne-Yo’s croon gør intet for at hjælpe. Faktummet at L.A. Reid dukker op til slut i sangen med en monolog er decideret fælt. ‘Diced Pineapples‘ (en metafor du kan sidde og ‘filosofere’ over på egen hånd) er for letkøbt og ikke So Sophisticated. Planet Boss var førhen et sted, hvor det var muligt at eksperimentere på Ross’ præmisser. Både Deeper Than Rap, Teflon Don og Rich Forever præsenterede et diverst A-List cast, der fungerede som drivkraft for visionen omkring hovedpersonens stuntin’ – på sidste nye album føler Ross sig nødsaget til at deske op med legende-features, der ikke bringer det nødvendige uppercut. På Teflon Don var Ross uovervindelig; På God Forgives, I Don’t er han dødelig nok til at bede om din velsignelse.
